Tilbageblik: Henrik Dam Kristensen har siddet i Folketinget i 20 år, været minister i ni og siddet i Europa-Parlamentet i to. Han kigger her tilbage på sin karriere og de seneste hektiske par dage.
Tv’et lever sit eget liv og præsenterer billede og lyd i stuen i Grindsted. Måske er det TV-Avi- sen, måske er det no- get andet. På gulvet ligger Mickey lige midt i det hele. Rolig og uden postyr, for den runder snart de 14 år og har løbet efter de ting, der skal løbes efter, når man er en golden retriever. Nu vil den helst bare ligge. I sofaen sidder Bente, hans hustru, selv sidder Henrik Dam Kristensen i lænestolen, og mellem dem ligger altså hunden. Det er i denne stund, telefonen ringer.
– Når Henrik Sass Larsen skulle være minister, ville der mangle en gruppeformand. Og Trans- portministeriet ville også komme i spil, fordi et andet regeringspar- ti ville have det. Så jeg havde en klar fornemmelse af, hvad der skulle ske, siger den nu tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen.
Kabalen
I røret er statsministerens sekre- tær, der vil have svar på, om transportministeren er til rådig- hed. For landets leder ringer om 30 minutter.
– Bente og jeg var rimeligt af- klarede, og vi havde snakket det igennem. Når man er minister, er man meget bundet, og der ryger mange weekender. Som gruppe- formand er der den samme ar- bejdsindsats, men det er på en lidt anden måde, siger Henrik Dam Kristensen.
Statsministeren ringer og for- tæller, hvad Henrik Dam Kristen- sen forventer. Han pakker nogle småting, spænder selen i fami- liens Opel Zafir og sætter kursen mod hovedstaden. Mobiltelefo- nen er spækket med strøm. Nu er det hans tur til at lave opkald.
Vinteren 1990
Vælgerne beslutter, at Henrik Dam Kristensen skal være med til at lave landets love. De giver Svend Auken, den daværende le- der af Socialdemokratiet, et drømmevalg, 37,4 procent af stemmerne og 69 mandater. Blandt dem går et af dem til et postbud fra Vorbasse.
– Jeg kan huske, da jeg første gang gik op ad de trapper på Christiansborg, som man altid ser i tv. Jeg gik op med en be- vidsthed om, at jeg nu var en ud af 179, der skulle trykke på knap- pen, og som kunne være med til at påvirke almindelige menne- skers hverdag, mindes han.
Han havde længe været aktiv i Socialdemokratiet, og han kendte udmærket det danske folkestyres højborg. På den måde var det ik- ke et fremmed sted, han besøgte dengang kort før julen i 1990, da han skulle til sit første gruppe- møde.
– Men jeg havde en anden for- nemmelse i kroppen. Første gang, du bliver valgt, er der en anden realitet, der kommer en al- vor på en helt anden måde, siger Henrik Dam Kristensen.
Ingen fribilletter
Få uger før ministerrokaden var Henrik Dam Kristensen ikke blot transportminister, han var også fungerende statsminister. Gen- nem årene har han altid været loyal, og da Helle Thorning- Schmidts regering skulle bruge erfaring, blev han hentet ind og placeret på posten som trans- portminister.
Han trådte til, da statsministe- ren kaldte, alligevel er han ikke skuffet over nu at blive skubbet ud af ministerholdet.
– Ærgerlig er et bedre ord end skuffet. Jeg har haft en relativt god sommer og har rigtig ladet op igen. Vi står over for en række problemer og udfordringer og nogle spændende muligheder de kommende år, siger han og for- klarer, at dem havde han set frem til at skulle være med til at løse.
– Vi har været meget fokusere- de på metroen, udmøntningen af togreformen, hvordan vi tiltræk- ker ny trafik til togene, og hvor- dan vi får den der skide billet til at fungere, siger han og refererer til det meget omtalte rejsekort.
Ifølge Henrik Dam Kristensen er der ikke plads til at være skuffet, når man er minister.
– Sådan fungerer det ikke. Der er en statsminister, der har et overordnet hensyn at tage. Hun ville gerne have et skifte nu og her. Og det var den kabale, der kunne gå op, siger han og forkla- rer, at man ikke bør have forvent- ninger, fordi man har gjort et godt stykke arbejde eller trådt til, når der var behov for det.
– I politik er der ingen fribillet- ter, og det skal der heller ikke væ- re. Det handler om den store sammenhæng.
Sommeren 1994
Fire år er gået, siden Henrik Dam Kristensen blev valgt ind i Folke- tinget. En sag om tamiler har skubbet en statsminister af ba- nen. Hos Socialdemokraterne har et formandsopgør skubbet Svend Auken ud, og Poul Nyrup Ras- mussen er nu statsminister. Han har et godt øje til den 37-årige Henrik Dam Kristensen.
– Natten efter Poul Nyrup ringe- de; der sov jeg godt nok ikke sær- ligt meget. Jeg havde kun siddet i Folketinget i fire år. Det var vold- somt, det må jeg sige, fortæller Henrik Dam Kristensen om den- gang i 1994, da han fik sin første ministerpost og blev landbrugs- og fiskeriminister.
– Første gang, du bliver mini- ster, er noget helt specielt. Du ta- ger en kæmpe stor indånding og tænker: Kan du klare det?
Opture og nedture
Den første udnævnelse til mini- ster husker Henrik Dam Kristen-
– Der er en stats- minister, der har et overordnet hensyn at tage. Hun ville gerne have et skifte nu og her. Og det var den kabale, der kunne gå op, konstaterer Henrik Dam Kristensen tørt om sin fyring.
sen som en af sine største optu- re, men han har sværere ved at komme i tanker om nedturene.
– I militæret husker man alle de sjove ting; sådan er det også lidt med politik, forklarer han.
– Og nederlagene er ikke så synlige, fordi de handler om ting, der ikke bliver til noget. Og ne- derlag har du mest, når du er i opposition, hvor du ikke kan komme igennem med din politik. Som minister får du ikke de store nederlag, hvis du sørger for at have et flertal på plads.
Sensommeren 2000
Danskerne har haft kroner og øre mellem hænderne så længe, no- gen kan huske. Nu vil det meste af Christiansborg imidlertid af med dem og i stedet have euro i danskernes punge. Det kræver en afstemning og et ja fra befolknin- gen. Henrik Dam Kristensen er en populær minister, viser barome- trene, og han får opgaven med at lede Socialdemokraternes ja- kampagne. Omtrent samtidig er der rokade i regeringen, og Hen- rik Dam Kristensen bliver socialminister.
– Det halve år, da jeg var ny so- cialminister og samtidig skulle køre euro-kampagnen, arbejdede jeg så meget, at jeg plejer at sige, at jeg stadig har afspadsering til gode.
Danskerne lyttede ikke til hans argumenter og sagde nej.
– Det blev en meget, meget teo- retisk diskussion om fordele og ulemper, og danskerne var ved at være trætte af os.
Kunne du godt lade være med at tage nedelaget personligt?
– Nej, det kan man da ikke, men det er ikke jo sådan, at man opgi- ver alting. Det var jo ærligt nok. Og man skal passe på med at lade politik blive noget personligt, for så sætter man også sig selv i cen- trum. Det tror jeg ikke er sundt, ikke godt og ikke klogt, men det kan være svært at lade være, for sådan er vi vel alle lidt forfænge- lige.
Det svære farvel
Henrik Dam Kristensen tager ind til sit kontor, før verden for alvor opdager, at en ministerrokade er sket. Han har overnattet i sin lej- lighed i Sydhavnen og smutter hen for at rydde sine skabe på ministerkontoret. Som regel har han cyklet på arbejde og har der- for det meste af sin garderobe i ministeriet. Den vil han have væk, før det hele går løs.
Op ad dagen gæster han kron- prins Frederik sammen med de øvrige ministre, der er berørt af rokaden. Han siger nogle ord og giver gaver til sin efterfølger i Transportministeriet, og så siger han farvel til sine medarbejdere.
– Det mærkeligste ved ikke at være minister er, at man ikke længere skal arbejde sammen med dem inde i ministeriet. Vi har haft et meget intenst samar- bejde i to år og talt sammen på alle tider af døgnet, så det er en lidt mærkelig følelse, siger Hen- rik Dam Kristensen.
Ved hans kontor hænger foto- grafier af alle transportministre- ne før ham.
– Hver dag, jeg er gået ind på mit kontor, har jeg kigget på mi- ne forgængere og sagt: Henrik, på et eller andet tidspunkt kommer du til at hænge der. Det er lige så sikkert som døden, siger Henrik Dam Kristensen og holder en lille pause.
– Det er en dårlig sammenlig- ning, men du ved, hvad jeg me- ner, ik’?