Skoleformand synes ikke, der er meget at smile af
Bestyrelsesformanden på Parkvejens Skole, Mads-Ole Bak, minder om, at der for få måneder siden blev fjernet penge fra specialområdet. Han mener, politikerne tegner et forkert billede, når de taler om en styrkelse af området i forbindelse med budgetaftalen for 2024.
Du har sikkert allerede hørt en del til budgetaftalen, som netop er blevet indgået. Spørger du formanden for bestyrelsen på Parkvejens Skole Mads-Ole Bak, så er der især et ord, der får ham til at rynke i panden.
I aftalen står, at Odder kommune vil bruge 3,4 mio. kr. på specialområdet i 2024. I 2025-2027 bliver beløbet årligt 2,5 mio. kr. Kommunen kalder det en ”styrkelse af specialundervisningsområdet”.
Mads-Ole Bak har temmelig svært ved at forstå, hvorfor politikerne taler om en styrkelse.
For at forstå hvorfor bestyrelsesformanden ikke ligefrem jubler, er det nødvendigt at spole tiden lidt tilbage. Før sommerferien blev der nemlig skabt det som på “kommunalsk” hedder balance i budgettet – altså det de fleste kalder for besparelser.
Kort fortalt var der flere børn, der havde brug for at komme i specialklasse, end der var budgettet med. Derfor skulle der findes nogle penge.
– Det blev besluttet, at selv om der er flere og flere børn, der har brug for et specialtilbud, skal opgaven løses inden for det samme budget, og så er det klart, at der bliver skruet ned for serviceniveauet, siger Mads-Ole Bak.
(Tjek grafikken nederst og forstå, hvad det hele handler om.)
Der var smil på læberne, da budgetaftalen blev præsenteret
Reelt er der sket en besparelse
Mads-Ole Bak forstår ikke, hvorfor politkerne taler så positivt om de 3,4 mio. kr.
– Man kan sige, der er blevet vedtaget besparelser, der ifølge forvaltningens egne tal fjerner omkring otte mio. kr. fra budgettet i 2024, og nu giver de os så 3,4 mio. kr. og kalder det en styrkelse af specialområdet, konkluderer Mads-Ole Bak og tilføjer:
– 3,4 mio. kr. er selvfølgelig bedre end ingenting, men byrådet skal ikke slippe af sted med at sige: ”Se, hvor dygtige vi er, vi har tilført penge til specialområdet”, når det er to måneder siden, man besluttede at fjerne 2,6 mio. kr. i efteråret 2023 og cirka otte mio. kr. i 2024. Reelt er der sket en nettobesparelse på omkring fem mio. kr. i 2024.
Jeg synes, politikerne skulle være fine nok til at sige, at det er ambitioner, som kommunen ikke kan leve op til, fordi den er nødt til at lave besparelser.
Mads-Ole Bak
Opfordrer til mere ærlighed
Mads-Ole Bak undrer sig over, at der i budgetaftalen allerede i 2025 er afsat et mindre beløb til særlige indsatser på specialområdet. Det til trods for, at der på landsplan over en årrække er set en tendens til, at flere og flere børn har brug for specialtilbud.
– Det kan jo selvfølgelig være, at udviklingen på magisk vis vender, eller at Odder Kommune finder en bedre og billigere måde at gøre tingene på, siger han og kommer med en opfordring:
– Der står rigtig mange fine ting i Odder Kommunes Børn og Unge-politik om tidlige indsatser og livslange, positive effekter. Jeg synes, politikerne skulle være fine nok til at sige, at det er ambitioner, som kommunen ikke kan leve op til, fordi den er nødt til at lave besparelser.
Her kan du se, hvor besparelserne kommer fra: