"Ærgerlig er et bedre ord end skuffet"

Henrik Dam Kristensen har siddet i Folketinget i 20 år, været minister i ni og siddet i Europa parlamentet i to. Han kigger her tilbage på sin karriere og de sidste par hektiske dage.

Af Jacob Svendsen

Tlf. 7211 4389, jsv@jv.dk

Tv’et lever sit eget liv og præsenterer billede og lyd i stuen i Grindsted. Måske er det TV-Avisen, måske er det noget andet. På gulvet ligger Mickey lige midt i det hele. Rolig og uden postyr, for den runder snart de 14 år og har løbet efter de ting, der skal løbes efter, når man er en golden retriever. Nu vil den helst bare ligge. I sofaen sidder Bente, hans hustru, selv sidder Henrik Dam Kristensen i lænestolen, og mellem dem ligger altså hunden. Det er i denne stund, telefonen ringer.

– Når Henrik Sass Larsen skulle være minister, ville der mangle en gruppeformand. Og transportministeriet ville også komme i spil, fordi et andet regeringsparti ville have det. Så jeg havde en klar fornemmelse af, hvad der skulle ske, siger den nu tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen.

Kabalen

I røret er statsministerens sekretær, der vil have svar på, om transportministeren er til rådighed. For landets leder ringer om 30 minutter.

– Bente og jeg var rimeligt afklarede, og vi havde snakket det igennem. Når man er minister, er man meget bundet, og der ryger mange weekender. Som gruppeformand er der den samme arbejdsindsats, men det er på en lidt anden måde, siger Henrik Dam Kristensen.

Statsministeren ringer og fortæller, hvad han forventer. Han pakker nogle småting, spænder selen i familiens Opel Zafir og sætter kursen mod hovedstaden. Mobiltelefonen er spækket med strøm. Nu er det hans tur til at lave opkald.

Vinteren 1990

Vælgerne beslutter, at Henrik Dam Kristensen skal være med til at lave landets love. De giver Svend Auken et drømmevalg, 37,4 procent af stemmerne og 69 mandater. Blandt dem går et altså til et postbud fra Vorbasse.

– Jeg kan stadig huske, da jeg første gang gik op ad de trapper på Christiansborg, som man altid ser i tv. Jeg kan huske, at jeg gik op med en bevidsthed om, at jeg nu var en ud af 179, der skulle trykke på knappen, og som kunne være med til at påvirke almindelige menneskers hverdag, mindes Henrik Dam Kristensen.

Han havde længe været aktiv i socialdemokratiet, og han kendte udmærket det danske folkestyres højborg. På den måde var det ikke et fremmed sted, han besøgte dengang kort før julen i 1990, da han skulle til sit første gruppemøde.

– Men jeg havde en anden fornemmelse i kroppen. Første gang du bliver valgt, er der en anden realitet, der kommer en alvor på en helt anden måde, siger Henrik Dam Kristensen.

Ingen fribilletter

Få uger før ministerrokaden var Henrik Dam Kristensen ikke blot transportminister, han var også fungerende statsminister. Gennem årene har han altid været loyal, og da Helle Thorning-Schmidts regering skulle bruge erfaring, blev han hentet ind og placeret på posten som transportminister. Han trådte til, da statsminiseren kaldte, alligevel er han ikke skuffet over nu at blive skubbet ud af ministerholdet.

– Ærgerligt er et bedre ord end skuffet. Jeg har haft en relativt god sommer og har rigtig ladet op igen. Og vi står over for en række problemer og udfordringer og nogle spændende muligheder de kommende år, siger han og forklarer, at dem havde han set frem til at skulle være med til at løse.

– Vi har været meget fokuserede på metroen, udmøntningen af togreformen, hvordan vi tiltrækker ny trafik til togene, og hvordan vi får den der skide billet til at fungere, uddyber han og refererer til det meget omtalte rejsekort.

Ifølge Henrik Dam Kristensen er der ikke plads til at være skuffet, når man er minister.

– Sådan fungerer det ikke. Der er en statsminister, der har et overordnet hensyn at tage. Hun ville gerne have et skifte nu og her. Og det var den kabale, der kunne gå op, siger han og forklarer, at man ikke bør have forventninger, fordi man har gjort et godt stykke arbejde eller trådt til, når der var behov for det.

– I politik er der ingen fribilletter, og det skal der heller ikke være. Det handler om den store sammenhæng.

Sommeren 1994

Fire år er gået, siden Henrik Dam Kristensen blev valgt ind i Folketinget. En sag om tamiler har skubbet en statsminister af banen. Hos socialdemokraterne har et formandsopgør skubbet Svend Auken ud, og Poul Nyrup Rasmussen er nu statsminister. Han har et godt øje til 37-årige Henrik Dam Kristensen.

– Natten efter Poul Nyrup ringede, der sov jeg godt nok ikke særligt meget. Jeg havde kun siddet i Folketinget i fire år. Det var voldsomt, det må jeg sige, fortæller Henrik Dam Kristensen om dengang i 1994, hvor han fik sin første ministerpost og blev landbrugs- og fiskeriminister.

– Første gang du bliver minister er noget helt specielt. Du tager en kæmpe stor indånding og tænker: Kan du klare det?

Opture og nedture

Den første udnævnelse til minister husker Henrik Dam Kristensen som en af sine største opture, men han har sværere ved at komme i tanker om nedturene.

– I militæret husker man alle de sjove ting, sådan er det også lidt med politik, forklarer han.

– Og nederlagene er ikke så synlige, fordi de handler om ting, der ikke bliver til noget. Og nederlag har du mest, når du er i opposition, hvor du ikke kan komme igennem med din politik. Som minister får du ikke de store nederlag, hvis du sørger for at have et flertal på plads.

Sensommeren 2000

Danskerne har haft kroner og øre mellem hænderne så længe, som nogen kan huske. Nu vil det meste af Christiansborg imidlertid af med dem og istedet have euro i danskernes punge. Det kræver en afstemning og et ja fra befolkningen. Henrik Dam Kristensen er en populær minister, viser barometrene, og han får opgaven med at lede socialdemokraternes ja-kampagne. Omtrent samtidig er der rokade i regeringen, og Henrik Dam Kristensen bliver socialminiser.

– Det halve år, hvor jeg var ny socialminister og samtidig skulle køre euro-kampagnen, arbejdede jeg så meget, at jeg plejer at sige, at jeg stadig har afspadsering til gode.

Danskerne lytter ikke til hans argumenter, og siger nej til euroen.

– Det blev en meget, meget teorietisk diskussion om fordele og ulemper, og danskerne var ved at være trætte af os.

Kunne du godt lade være med at tage nedelaget personligt?

– Nej, det kan man da ikke, men det er ikke jo sådan, at man opgiver alting. Det var jo ærligt nok. Og man skal passe på med at lade politik blive noget personligt, for så sætter man også sig selv i centrum. Det tror jeg ikke er sundt, ikke godt og ikke klogt, men det kan være svært at lade være, for sådan er vi vel alle lidt forfængelige.

Det svære farvel

Henrik Dam Kristensen tager ind til sit kontor, før verden for alvor opdager, at en ministerrokade er sket. Han har overnattet i sin lejlighed i Sydhavnen og smutter hen for at rydde sine skabe på ministerkontoret. Som regel har han cyklet på arbejde og har derfor det meste af sin garderobe i ministeret. Den vil han have væk, før det hele går løs. Op ad dagen gæster han kronprins Frederik sammen med de øvrige ministre, der er berørt af rokaden. Han siger nogle ord og giver gaver til sin efterfølger i transportministeret, og så siger han farvel til sine medarbejdere i ministeret.

– Det mærkeligste ved ikke at være minister er, at man ikke længere skal arbejde sammen med dem inde i ministeret. Vi har haft et meget intenst samarbejde i to år og talt sammen på alle tider af døgnet, så det er en lidt mærkelig følelse, siger Henrik Dam Kristensen.

Ved hans kontor hænger fotografier af alle transportministrene før ham.

– Hver dag jeg er gået ind på mit kontor, har jeg kigget på mine forgængere og sagt, Henrik, på et eller andet tidspunkt kommer du til at hænge der. Det er lige så sikkert som døden, siger Henrik Dam Kristensen og holder en lille pause.

– Det er en dårlig sammenligning, men du ved, hvad jeg mener, ik’.

Henrik Dam Kristensen om...

... at være minister:

– Det fedeste ved at være minister er, at man får lov til at sidde inde i maskinrummet og får samfundet til at hænge sammen.

... at være gruppeformand:

– Når man er gruppeformand, handler det om strategiske overvejelser. Om man har mere indflydelse er svært at gøre op. Som gruppeformand skal du få ministerholdet til at spille sammen med folketingsgruppen. For hvis det ikke gør det, går det rigtig galt.

... om nedture:

– Var det en nedtur, at jeg ikke fik gennemført betalingsringen om København? Det synes jeg ikke; der er politiske ting, der ikke bliver gennemført, og det kan være pokkers, at man ikke når længere. Der har også været perioder med voldsomme mediestorme, men at være på forsiden af avisen har de fleste ministre prøvet på et eller andet tidspunkt. Det kan godt været barsk, når det står på, men det er ikke det, jeg definerer som nedture.

... at være politiker:

– Jeg ved godt, det lyder banalt, og måske er det noget, folk ikke tror på, men når du er i politik, bruger du så meget tid på det, fordi du vil gøre en forskel. Ellers havde du valgt noget andet.

... forskellen mellem at være minister i 1994 og 2013:

For mig var der en stor forskel. Den store forskel kan forklares med et ord: Erfaring. Ellers er forskellen, at der dengang ikke var Facebook og Twitter, og der var ikke noget der hed, at aviserne konkurrerede på nettet. Dengang havde journalisterne faktisk deadlines. Nu er mediefokuset meget mere intenst.

... at stille op til næste folketingsvalg:

– Jaja, jeg er kun 56 år, så det gør jeg da bestemt.

...at cykle:

Det bedste ved at cykle er, at så blæser det hele væk på en eller anden måde. Det giver en form for velvære.